Kommunen i hovedtræk
Temaer
Lokalområder
Rammer
Gå til forsiden
Print
Lokalplaner
Kommuneplan
Andre planer

Du er her: Home / Temaer / Tekniske anlæg / Støj

Støj

Retningslinjer

Generelle retningslinjer

8.5.1 Ved udlæg af arealer til støjfølsom anvendelse (boliger mv.) skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til støj fra veje og jernbaner, støjende fritidsanlæg, militære skyde- og øvelsesterræner, erhvervsvirksomheder, flyvepladser mv. Der kan eventuelt stilles krav om afhjælpende foranstaltninger f.eks. i form af etablering af støjvold mv.

8.5.2 Ved udlæg af arealer til støjende formål skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til nærliggende boligområder og andre arealer til støjfølsom anvendelse. Der kan eventuelt stilles krav om afhjælpende foranstaltninger.

Retningslinjer knyttet til udpegede områder på kortet

8.5.3 Der må ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse inden for støjgrænsen omkring Bredetved Skydeterræn, før det ved undersøgelser er godtgjort, at der ikke er miljømæssige problemer forbundet hermed.

 

Bemærkninger til retningslinjer

Retningslinjerne omfatter støj fra virksomheder, veje, jernbaner, flyvepladser, forsvarets øvelsesområder, vindmøller, motorsportsbaner, skydebaner og andre støjende fritidsaktiviteter. Formålet med retningslinjerne er at sikre en hensigtsmæssig placering af arealer til støjfølsom anvendelse, samt at regulere støjende aktiviteter så der ikke opstår miljøproblemer som følge af støjbelastning.

Støjfølsom anvendelse er boliger, sommerhuse, kolonihavehuse og enkelte rekreative formål samt til en vis grad kontorer, privat og offentlig administration og serviceerhverv. Den konkrete vurdering af ønsker om ændret arealanvendelse vil ske på baggrund af støjmålinger og/eller -beregninger. Disse skal sandsynliggøre, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.

Derudover er de ikke generelt sikret mod krav om yderligere støjdæmpning, hvis naboarealer inddrages til støjfølsom anvendelse. Derfor er der medtaget en retningslinje, som sikrer, at områder til støjfølsom anvendelse ikke kan rykke tættere på eksisterende virksomheder, end at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj fra virksomheder fortsat kan overholdes i de støjfølsomme områder.

Støjende fritidsanlæg omfatter flyvepladser, motorsportsbaner, skydebaner og andre støjende fritidsanlæg, som eksempelvis modelbilklubber, modelflyklubber og festivalpladser. Lokalisering af nye støjende fritidsanlæg er endvidere omfattet af retningslinjerne for ”Idræts- og fritidsanlæg”.

Bredetved Skydeterræn er et af forsvarets mindre skyde- og øvelsesterræner. Det anvendes til skydning med håndvåben og til skydning med bl.a. sprængladt ammunition til panserværnsvåben. Terrænet er desuden indrettet til sprængningsøvelser. Omkring anlægget er der fastsat en støjzone, som er beregnet ud fra de aktiviteter, der foregår på området. 

Stilleområder

Stilleområder, er områder i det åbne land hvor det er vurderet, at der er god mulighed for at opleve naturens stilhed. Det er således muligt at opleve naturens egne lyde, se nattehimlen uden forstyrrelser fra bebyggelse, tekniske anlæg, støj fra veje og lysgener. Stilleområder er både skove og åbne landskaber, hvor befolkningen kan opleve ro og fordybelse som modsvarer en ofte stresset og fortravlet hverdag. Områder med lavt støjniveau har en stor værdi og findes kun få steder, da det åbne land også indeholder tekniske anlæg som vindmøller, trafik- og motorveje der udgør en støjkilde. 

 

Holbæk Kommune · Kanalstræde 2 · 4300 Holbæk · Tlf. 72 36 36 36 · E-mail plan@holb.dk